1950 - Sletten Kro (arkiv.dk)

Fiskerlejet Sletten

450 år ved Sundet - En kort historisk oversigt   

Historisk oversigt for fiskerlejet Sletten 

Daugløkke Slette nævnes for første gang i 1562. Kort tid efter fortæller en skatteliste, at der er 11 familier på lejet. De skulle hver især aflevere en tønde torsk i årligt landgilde. 

Neden for strandbakken varder mellem to vandløb ryddet plads til huse med tilhørende kålhaver og bygjord. Fiskeri blev drevet, når redskaber og både kunne skaffes. Udover hvad fiskerne skulle yde til de kongelige fadebure på Hirschholm og Kronborg, skulle de også være behjælpelige med at få i landbragt byggematerialer, som blev beordret hertil for anvendelse ved opførelsen af de kongelige slotte. Ladepladsen ved Sletten blev ofte benyttet i denne anledning.  Det har ikke været særlig tiltrækkende at friste skæbnen som fisker og husmand på kysten her. Familiernes antal var faldende de første hundrede år.  

Op gennem 1700-årene udviklede Sletten sig til et lille bysamfund. Fiskeriet blev begunstiget af bedre redskaber og både. Pladsen mellem de gamle huse blev fyldt ud med nye, efterhånden som familierne udviklede sig. Fra midten af 1700-årene bredte byen sig sydpå og omsluttede efterhånden ladepladsen helt. Mod syd sluttede fiskerlejets bebyggelse ved Daugløkkegyden og det tredje vandløb. 

I store træk ses i dag tre typer huse i Sletten. De ældste 1700-tals huse, som oprindeligt blev opført i bindingsværk. Disse huse er alle siden hen blevet ombygget til murede huse.
Over midten af 1800-årene blev det almindeligt at bygge bredere og højere med mure af brændt tegl, men fortsat kom der strå på tagene. Omkring år 1900 kom nye tider til med de grundmurede og fuld pudsede murermesterhuse med faste tage. 

Fra de ældste tider havde købstæderne hævd på al omsætning af varer, men fiskerkonerne fra Sletten spildte ikke tiden med at rende til Helsingør. De travede ind i landet og tuskhandlede sig til daglige fornødenheder. Til gengæld kunne de levere friske fisk fra Sundet. Med årene udviklede Sletten sig til et samfund af prangere, hvor handlen med fisk var midst lige så betydningsfuldt som selve fiskeriet.  Der har været holdt kro på Sletten siden begyndelsen af 1700-tallet. Trafikken på ladepladsen gav god næring til kroholdet, ligesom kroen også var vel besøgt af folk fra oplandet. Ved 1700-tallets slutning var det gamle krohus blevet for lille, og man 
flyttede over på den modsatte side af vejen, hvor kroen ligger i dag. Det gamle krohus gav så plads for missionsfolkene.  

Murermesterhusene blev almindelig fra omkring år 1900. De var som oftest pudsede og havde fast tag.

Fra 1860 kunne høkerne slå sig ned på landet. Med det bagland der var til Sletten, udviklede byen sig efterhånden til et mindre handelscenter for omegnen. Byens første købmand hed Jørgen Bendix Jensen og havde til huse på gården, hvor nu Slettenhus ligger. Hos høkeren midt i byen blev der slagtet. Ved kroen var der skibsproviantering, og nordligst i byen udviklede et lille hjemmebageri sig til en større virksomhed med tre brødvogne. Foruden de større forretninger tilbød også en del mindre handlende sig også med forskellige varer og ydelser. Der var mejeriudsalg, manufakturforretning, frisører, skomagere og rullekoner.  Før der blev bygget havn ved Sletten -1879- måtte fiskerne hale bådene på land og sætte dem i søen fra åben strand. Selvom havnen blev en stor lettelse for fiskerne, så skulle der alligevel gå det meste af en generation, før de udnyttede de forbedrede forhold fuldt ud ved at anskaffe nye og større både. Den første båd med indlagt motor kom til Sletten omkring 1905 den blev kaldt Prøvestenen. Fra omkring 1913 begyndte de nybyggede halvdæksbåde at vise sig i havnen. De var alle bygget med brønd og hjælpeskrue som det hed. Styrehusene kom først til senere. Bådene blev enten bygget lokalt hos V. Holm på Sletten eller hos Laurits Svendsen på Snekkersten.  

Fiskeriets storhedstid på Sletten må siges at have ligget fra midten af 1800-årene til midten af 1900-tallet. 

Nye tider og ny levevis har fået fiskernes efterkommere til at søge ind i andre erhverv og mere bekvemme boliger - lad så andre om at betale dyrt for idyllen. 

Niels Jørgen Pedersen
Fredensborg-Humlebæk Lokalhistoriske Forening
November 2003